<VTK 117/1> Guds børn er kaldede til at være Kristi sendebud og til at vidne om Herrens godhed og nåde. Ligesom Jesus har åbenbaret Faderens sande væsen for os, således skal vi åbenbare Kristus for en verden, som ikke kender hans ømme, forbarmende kærlighed. Jesus sagde: "Ligesom du har udsendt mig til verden, så har også jeg udsendt dem til verden." "Jeg i dem og du i mig, ... at verden må erkende at du har udsendt mig." Joh 17,18.23. Apostelen Paulus siger til sine disciple: I er Kristi brev, som kendes og læses af alle mennesker." 2Kor 3,3 og 2. I enhver af sine disciple sender Jesus et brev til verden. Er du Guds barn, er du også hans brev til den familie, den by, den gade, hvor du bor Jesus, som bor i dig, ønsker at tale til deres hjerter, som ikke kender ham. Måske de ikke læser Bibelen eller hører den røst, der taler til dem gennem den. De ser ikke Guds kærlighed i hans gerninger. Men hvis du er en sand Jesu tjener, vil de måske gennem dig kunne ledes til at forstå hans godhed og lære at elske og tjene ham.

<VTK 117/2> De kristne er sat til at være lysbærere på vejen til himmelen. De skal lade det lys, som falder på dem fra Kristus, kaste sit genskin ud over verden. Deres liv og karakter må være sådan, at andre gennem dem kan få en rigtig opfattelse af Kristus og hans tjeneste.

<VTK 118/1> Og er vi Kristi sande disciple, vil vi lade hans tjeneste fremtræde så tiltrækkende, som den virkelig er. Kristne, hvis sind er fyldt med tristhed og bedrøvelse, og som knurrer og klager, giver andre en falsk forestilling om Gud og det kristelige liv. De giver andre det indtryk, at Gud ikke har behag i, at hans børn skal være lykkelige, og derved bærer de falsk vidnesbyrd om vor himmelske Fader.

<VTK 118/2> Satan fryder sig, når han kan lede Guds børn til vantro og forsagthed. Han glæder sig ved at se, at vi nærer mistillid til Gud og tvivler på hans villighed og kraft til at frelse os. Han ønsker, vi skal tro, at Herren vil skade os ved sit forsyns tilskikkelser. Det er Satans værk at fremstille Herren som et væsen, der mangler barmhjertighed og medlidenhed. Han forvansker sandheden og fylder tankerne med urigtige begreber om Gud; og i stedet for at dvæle ved sandheden angående vor himmelske Fader fæster vi alt for ofte vore tanker på Satans falske fremstillinger og vanærer Gud ved vor mistillid og klage. Satan søger bestandigt at gøre det kristelige liv så mørkt som muligt. Han vil gerne have, at det skal tage sig besværligt og vanskeligt ud; når en kristen i sit eget liv fremstiller kristendommen i et sådant lys, støtter han Satans løgn ved sin vantro og sit eksempel.

<VTK 118/3> Under vandringen fremad er der alt for mange, der dvæler ved deres fejltagelser, mislykkede forsøg og skuffelser, og hvis hjerter derfor fyldes med sorg og modløshed. Medens jeg var i Europa, modtog jeg et brev fra en søster, der havde gjort dette og var dybt bekymret. Hun bad mig om nogle opmuntrende ord. Natten efter at jeg havde læst hendes brev, drømte jeg, at jeg var i en have, og en, som lod til at være havens ejer, førte mig omkring i dens gange. Jeg plukkede blomster og glædede mig ved deres duft. Da henledte denne søster, som havde gået ved siden af mig, min opmærksomhed på nogle stygge torne, der stod hende i vejen. Der stod hun, bekymret og fuld af sorg. Hun fulgte ikke den sti, hvor føreren gik, men vandrede blandt tornene og tidslerne. "Ak" sukkede hun, "er det ikke sørgeligt, at denne smukke have er ødelagt af fårene?" Da sagde vor fører: "Lad tornene være; de vil blot såre dig. Pluk roserne, liljerne og nellikerne."

<VTK 119/1> Har der ikke været lyse punkter i din erfaring? Har du ikke oplevet lyse stunder, hvor dit hjerte bankede af glæde over Guds ånds værk i dig! Finder du ingen gode oplevelser, når du betragter de forskellige afsnit af dit livs erfaring? Er ikke Guds forjættelser ligesom de vellugtende blomster der vokser overalt langs din vej? Vil du ikke lade deres skønhed og duft fylde dit hjerte med glæde?

<VTK 119/2> Tornene og tidslerne vil blot såre og bedrøve dig. Hvis du kun samler på dem og fremstiller dem for andre, foragter du da ikke Guds godhed og hindrer andre omkring dig fra at vandre ad livets vej?

<VTK 119/3> Det er da ikke klogt at fylde sindet med alle de ubehagelige minder fra et henrundet liv dets synder og skuffelser at tale om dem og sørge over dem, indtil vi overvældes af modløshed. En modløs sjæl fyldes med mørke, Den udelukker Guds lys fra sig selv og kaster skygge over andres sti.

<VTK 119/4> Tak Gud for de lyse billeder, han har vist os, Lad os samle de dyrebare forsikringer om hans kærlighed sammen, så vi altid kan betragte dem. At Guds søn forlod sin Faders trone og klædte sin guddom i menneskelighed, for at han kunne udfri menneskene af Satans magt; hans sejr for os, hvorved han åbnede himmelen for menneskene og åbenbarede Guddommens herlighed for dem; den faldne slægt, løftet op af den ødelæggelsens afgrund, hvori synden havde styrtet den, og atter bragt i samfund med den evige Gud, iført Kristi retfærdighed og ophøjet til hans trone når de ved troen på vor Forløser har holdt ud i prøven disse er de billeder, som Gud ønsker, vi skal dvæle ved.

<VTK 120/1> Når det ser ud, som om vi tvivler på Guds kærlighed og viser mistillid til hans løfter, vanærer vi ham og bedrøver Helligånden. Hvorledes ville en moder føle, hvis hendes børn bestandig klagede over hende, som om hun ikke ønskede at gøre dem godt, skønt alle hendes bestræbelser i livet gik ud på at fremme deres velfærd og gøre livet behageligt for dem? Tænk, om de tvivlede på hendes kærlighed; det ville knuse hendes hjerte. Hvilken sorg ville det ikke også være for en fader at blive behandlet sådan af sine børn? Og hvad vil vor himmelske Fader tænke om os, når vi tvivler på hans kærlighed, den, der ledte ham til at give sin enbårne søn, for at vi kunne leve? Apostelen skriver: "Han, som jo ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulle han ikke også med ham skænke os alle ting?" Bom. 8,32. Men hvor er der dog mange som ved deres gerninger, om ikke i ord, siger: "Herren taler ikke dette til mig. Måske han elsker andre men han elsker ikke mig."

<VTK 120/2> Ved alt dette skader du din egen sjæl, for hvert tvivlende ord, du ytrer, indbyder du Satan til at friste dig. Det forøger tilbøjeligheden hos dig til at tvivle, og de tjenende engle vil med bedrøvelse forlade dig. Nævn ikke et ord om tvivl og mørke, mår Satan frister dig. Hvis du lader hans indskydelser få indpas i dit hjerte, vil dit sind fyldes med mistillid og oprørsk tvivl. Lader du dine følelser komme til udtryk i ord, vil enhver tvivl, du udtrykker, ikke blot virke tilbage på dig selv, men den bliver en sæd, som vil spire og bære frugt i andres liv, og det kan blive umuligt at modvirke indflydelsen af dine ord. Måske du selv igen kan redde dig ud af fristelsen og Satans snare; men andre kan måske ikke løsrive sig fra den vantro, som du har været skyld i. Hvor er det vigtigt at vi kun taler om sådanne ting, som vil give åndelig styrke og liv.

<VTK 121/1> Englene lytter for at høre, hvilket vidnesbyrd du aflægger for verden om din himmelske Mester. Lad din tale være om ham, som lever for at gøre forligelse for dig hos Faderen. Når du trykker en vens hånd, så lad Guds pris være på dine læber og i dit hjerte. Dette vil lede hans tanker til Jesus.

<VTK 121/2> Enhver har sine prøver og sorger, som er tunge at bære, fristelser, der er hårde at modstå. Fortæl ikke andre om dine besværligheder, men bring alting til Gud i bøn. Gør det til regel aldrig at tale tvivl og mismod. Du kan gøre meget til at styrke andre i deres bestræbelser ved at tale opmuntrende til dem.

<VTK 121/3> Der kan være mangen sjæl, som er hårdt anfægtet af fristelse og næsten færdig til at give efter i kampen mod kødet og det ondes magt. Gør ikke et sådant menneske modløs i hans hårde kamp. Du skal opmuntre ham indgyde ham håb og tro og hjælpe ham frem på vejen. Således kan Kristi lys udstråle fra dig. "Ingen af os lever for sig selv." Rom 14,7. Ved vor ubevidste indflydelse kan andre enten blive opmuntrede og styrkede eller de kan blive modløse og stødes bort fra Kristus og sandheden.

<VTK 122/1> Mange mennesker har et helt fejlagtigt begreb om Kristi liv og karakter. De mener at han var blottet for varme og solskin, at han var alvorlig, streng og glædeløs. I mange tilfælde farves hele det kristelige liv af dette mørke syn.

<VTK 122/2> Man siger ofte, at Jesus græd, men at ingen så ham smile. Vel er det sandt, at Frelseren følte sorg og var kendt med smerte, fordi han åbnede sit hjerte for al menneskelig elendighed; men trods det, at han levede et selvfornægtende liv som smerte og bekymring kastede sin skygge over var hans sind dog ikke nedtrykt. Hans ansigt var ikke præget af sorg og græmmelse men vidnede altid om fredfyldt ro. Hans hjerte var et livets kildespring og hvor som helst han gik bragte han hvile og fred, fryd og glæde med sig.

<VTK 122/3> Vor Frelser var meget alvorlig, men han var aldrig mørk og fortrædelig. Hans efterfølgeres liv vil være fuldt af alvorsfulde forsætter. De vil føle deres personlige ansvar dybt, Letsindighed vil blive undertrykt; de vil ikke bære nogen støjende lystighed til skue, ikke komme med nogen grov spøg. Jesu religion giver fred som floden. Den udslukker ikke glæden lys. Den forbyder ikke munterhed eller formørker det glade, smilende ansigt. Kristus kom ikke for at lade sig tjene, men for at tjene; og når hans kærlighed hersker i hjertet, vil vi følge hans eksempel.

<VTK 122/4> Hvis vi tænker meget på andres uvenlige og uretfærdige handlinger, vil det være os umuligt at elske dem således, som Kristus har elsket os. Men dvæler vore tanker ved Kristi underfulde kærlighed og medfølelse med os, vil vi vise det samme sindelag mod, andre. Vi bør elske og agte hverandre trods de fejl og ufuldkommenheder, som vi ikke kan undgå at se. Vi bør bortkaste al egen retfærdighed og opelske ydmyghed og tålmodig overbærenhed med andres fejl. Delte vil udrydde al smålig egenkærlighed og gøre os højsindede og liberale.

<VTK 123/1> Salmisten siger: "Stol på Herren og gør det gode, bo i landet og læg vind på troskab." Sl 37,3. "Stol på Herren." Hver dag har sin byrde, sine bekymringer og besværligheder, og hvor tilbøjelige er vi ikke til at tale om vore besværligheder og prøver, når vi mødes. Så mange indbildte besværligheder trænger sig ind, man nærer så megen frygt og taler om så mange bekymringer, at man kunne komme til den slutning, at vi ikke har nogen medlidende, kærlig frelser, der er villig til at høre alle vore begæringer, og som vil give os betimelig hjælp i enhver nødens stund.

<VTK 123/2> Der er dem, der altid nærer frygt og plages af indbildte besværligheder. Hver dag er de omgivet af tegn på Guds kærlighed, hver dag nyder de godt af hans forsyns overdådige gaver, men de lægger ikke mærke til disse velsignelser. Deres tanker dvæler stadig ved et eller andet ubehageligt, som de frygter for vil komme over dem. Eller der kan være en eller anden virkelig besværlighed, som, hvor lille den end er, alligevel lukker deres øjne for de mange ting, der burde vække taknemmelighed. De besværligheder, de møder, gør dem urolige og klagende og adskiller dem derfor fra Gud i stedet for at lede dem til ham, den eneste kilde, hvor de kan erholde hjælp.

<VTK 123/3> Gør vi rigtigt i at være så vantro? Hvorfor skal vi være så utaknemmelige og vise så liden tillid? Jesus er vor ven. Hele himmelen er interesseret i vort velfærd. Vi bør ikke tillade hverdagslivets besværligheder og bekymringer at plage sindet og formørke vort ansigt. Gør vi det, vil der altid være noget, der plager og besværer os. Vi bør ikke nære bekymringer, som blot nedtrykker og svækker os, men ikke hjælper os at bære vore prøvelser.

<VTK 124/1> Måske du møder vanskeligheder i din forretning. Måske dine udsigter bliver mørkere og mørkere, og måske trues du af tab. Men tab ikke modet. Kast al din sorg på Gud og vær rolig og frimodig. Bed om visdom til at lede dine anliggender med forstand, så at du kan undgå tab og ulykke. Gør alt, hvad du kan, for at opnå et gunstigt resultat. Jesus har lovet sin hjælp men ikke uden vore bestræbelser. Når du i tillid til ham, som er vor hjælper, har gjort, hvad du kan, så tag med frimodighed imod følgerne.

<VTK 124/2> Det er ikke Guds vilje, at hans folk skal nedbøjes af bekymring. Men vor Herre bedrager os ikke. Han siger ikke til os: "Frygt ikke, der er ingen fare på din Vej." Han ved, der er prøver og farer, og han skjuler det ikke for os. Han siger ikke til sine børn, at han vil tage dem ud af en ond, syndig verden, men han henviser dem til et aldrig svigtende tilflugtssted. Hans bøn for disciplene var: "Jeg beder ikke om, at du vil tage dem ud af verden, men at du vil bevare dem fra det onde." I verden," siger han, "har I trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet verden." Joh 17,15; 16,33.

<VTK 124/3> I sin bjergprædiken gav Jesus sine disciple en dyrebar undervisning med hensyn til nødvendigheden af at forlade sig på Gud. Hensigten med denne undervisning var at opmuntre Guds børn gennem alle tider, og den er fuld af lærdom og. trøst for dem, der lever i de sidste dage. Frelseren henviste disciplene til himlens fugle, som sang deres lovsange uden nogen bekymring; thi "de sår ikke og høster ikke." Og dog sørger Den himmelske Fader for dem. Frelseren spørger: "Er I ikke meget mere værd end de?" Matt 6,26. Den store Skaber, som sørger for mennesker og dyr, oplader sin hånd og mætter alle sine skabninger. Fuglene i luften er ikke så ringe, at han glemmer dem. Han lader ikke føden falde i deres næb; men han sørger for deres behov. De må samle den føde, han bereder for dem. De må skaffe det nødvendige til deres små reder. De må føde deres unger. De går til deres arbejde med sang; thi "eders himmelske Fader føder dem." Og "er I ikke meget mere værd end de?" Matt 6,26. De går til deres arbejde med sang; thi "eders himmelske Fader føder dem." Og "er I ikke meget mere værd end de?" Er ikke I, som tilbeder Gud med forstanden og i ånden, mere værd end fuglene? Vil ikke han, som gav os livet, som skabte os i sit eget billede og som bevarer vort liv, skaffe os, hvad vi behøver, dersom vi blot forlader os på ham?

<VTK 125/1> Kristus henviste sine disciple til markens blomster, som vokser i stor mangfoldighed og stråler i den enkle skønhed, som deres himmelske Fader har givet dem som et udtryk for hans kærlighed til menneskene. Han sagde: "Betragt liljerne på marken, hvorledes de vokser." Matt 6,28. Disse naturlige blomsters skønhed og enkelhed overgår langt Salomons herlighed. Den pragtfuldeste dragt, menneskelig kunst kan frembringe, tåler ingen sammenligning med den naturlige ynde og strålende skønhed, markens blomster er klædt i, og som Gud har skabt. Jesus spørger: "Klæder da Gud således det græs på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han da ikke meget mere klæde eder, I lidettroende?" Matt 6,30. Dersom Gud, den himmelske kunstner, giver de simple blomster, som visner på en dag, deres pragtfulde og vekslende farver, hvor meget større omsorg vil han da ikke have for dem, som er skabt i hans eget billede. Denne Kristi undervisning er en irettesættelse for det vantro hjertes ængstelse, uro og tvivl.

<VTK 126/1> Herren vil, at alle hans sønner og døtre skal være tillidsfulde og lydige. Jesus siger: "Min fred giver jeg eder; jeg giver eder ikke, som verden giver. Eders hjerte forfærdes ikke og forsage ikke!" Dette har jeg talt til eder, for at min glæde kan være i eder, og eders glæde kan blive fuldkommen." Joh 14,27; 15,11.

<VTK 126/2> Den lykke, som søges af egennyttige bevæggrunde uden for pligtens vej, er upålidelig, lunefuld og flygtig. Den forsvinder, og sjælen fyldes med ensomhed og sorg. Men Herrens tjeneste bringer glæde og tilfredshed. En kristen behøver ikke at gå på usikre veje; han overlades ikke til forfængelige bekymringer og skuffelser. Dersom vi ikke har dette livs glæder, så kan vi alligevel glæde os ved at se fremad til det tilkommende liv.

<VTK 126/3> Men selv her kan kristne glæde sig i samfund med Kristus. De kan have hans kærligheds lys og stadig trøst af hans nærværelse. Ethvert skridt i vort liv kan bringe os nærmere til Kristus, kan give os en dybere erfaring i hans kærlighed og bringe os nærmere til fredens velsignede hjem. Lad os da ikke kaste vor frimodighed boet, men nære en fast forvisning, fastere end nogen sinde før. "Hidtil har Herren hjulpet os" (1Sam 7,12), og han vil hjælpe os indtil enden. Lad os betragte vor henrundne erfaring og lad den minde os om, hvad Herren har gjort for at trøste os og for at frelse os fra ødelæggerens hånd. Lad os bevare i frisk minde al den ømme nåde, Gud har vist os. Lad os ikke glemme de tårer, han har borttørret, de smerter, han har lindret, de bekymringer, han har fjernet, den frygt han har borttaget, de mangler han har afhjulpet, de velsignelser, han har skænket. Dette vil styrke os til at møde alt, hvad der forestår os på resten af vor pilgrimsfærd.

<VTK 127/1> Vi kan ikke andet end at vente nye vanskeligheder i den kommende kamp; men vi kan betragte det forbigangne såvel som det tilkommende og sige: "Hidtil har Herren hjulpet." Prøven vil ikke overstige den styrke, Herren vil skænke os til at udholde den. Lad os derfor tage fat på vor gerning, hvor vi finder den, og tro at hvad der end komme, så vil vi få styrke i forhold til prøven.

<VTK 127/2> Engang vil himmelens porte blive åbnet for Guds børn, og velsignelsen fra herlighedens konges læber vil lyde for deres øren som den herligste musik, "Kom hid, I min Faders velsignede! Arv det rige, som har været eder beredt fra verdens grundlæggelse." Matt 25,34.

<VTK 127/3> Da bydes de forløste velkommen til det hjem, som Jesus bereder for dem. Der skal de ikke være i selskab med jordens ugudelige mennesker: løgnere, afgudsdyrkere, urene og vantro, men de skal samles med dem, der har sejret over Satan, og som ved Guds nåde har udviklet en fuldkommen karakter. Enhver syndig tilbøjelighed, enhver ufuldkommenhed, som besværede dem her, er da fjernet ved Kristi blod, og han ifører dem sin ypperlighed og glans, der langt overgår solens glans. Hans åndelige skønhed, hans karakters fuldkommenhed skinner gennem dem og overgår langt al udvortes glans. De er ustraffelige for den store hvide trone, delagtige i englenes værdighed og privilegier.

<VTK 127/4> "Hvad kan et menneske give til vederlag for sin sjæl" (Matt 16,26), når det betænker den herlige arv som det kan opnå? Man kan være fattig, men dog i sig selv besidde en rigdom og værdighed, som verden aldrig kan give. Den forløste og fra synden rensede sjæl, hvis ædle evner alle sammen er helliget til Guds tjeneste, er af uberegnelig værd, og der er glæde i himmelen for Guds ansigt og blandt de hellige engle over hver eneste genløst sjæl, en glæde, som udtrykkes i hellige sejrssange.